Kom helt tæt på dyrene i Madsby Legepark
I Madsby Legepark i Fredericia kan børn og voksne komme helt tæt på dyrene. Her er det ikke bare noget, man kigger på – det er noget, man oplever.
I parken møder I nysgerrige geder, bløde kaniner, svenske minigrise og spændende fugle. Flere steder kan I gå frit rundt mellem dyrene og opleve deres dem helt tæt på!
Gå på opdagelse nedenfor og læs mere om de forskellige dyr i parken.
I Madsby Legepark kan du gå rundt blandt vores geder og opleve dem helt tæt på.
Mange kalder dem “bjerggeder” – og det giver faktisk mening. Alle tamgeder stammer fra vilde geder, der lever i bjergene. Derfor elsker de at klatre og springe.
En ged kan springe op til 3,5 meter i længden og 1,5 meter i højden. Hvor langt kan du springe?
Husk at bevæge dig roligt og lade gederne komme til dig.
I Madsby Legepark kan du opleve de svenske minigrise helt tæt på. I deres publikumsvenlige indhegning kommer du tæt på de små tryner og kan se dem snuse nysgerrigt rundt. De er altid et hit blandt børnene, fordi de både er kloge og fulde af personlighed.
Selvom de hedder “minigrise”, er de ikke bittesmå – de er blot mindre end traditionelle landgrise. De er avlet frem til en mindre størrelse, har et roligt gemyt og trives bedst i flok. En minigris bliver typisk omkring 1 meter lang, vejer 30–50 kilo og kan blive 15–25 år gammel.
For mange børn er det en sjov oplevelse at opdage, hvor livlige og sociale grise egentlig er.
Hos os kan du komme helt tæt på de bløde kaniner. Du må gerne gå ind og klappe dem – bare husk at respektere deres “helle”, så de altid har et trygt sted at trække sig tilbage.
Kaninerne er rolige og nysgerrige og ofte et hit hos de mindste børn. De hopper rundt, gumler løs og holder øje med verden omkring sig. Det er en hyggelig oplevelse at sidde stille et øjeblik og lade en kanin komme helt hen til dig.
Racen i Madsby Legepark er Hvid Land, en dansk national race. Det er en stor kanin, som tidligere blev brugt til produktion af kød og skind.
Alpakaerne i Madsby Legepark er rolige, nysgerrige og fascinerende at følge. Med deres lange halse, bløde uld og opmærksomme blik er de svære at gå forbi.
Alpakaer stammer oprindeligt fra Sydamerika, hvor de lever højt oppe i Andesbjergene. De er flokdyr og trives bedst sammen med andre alpakaer. Det meste af dagen bruger de på at græsse, holde øje med omgivelserne og kommunikere med små, sagte lyde.
Deres bløde uld er en af de fineste naturfibre i verden og bliver brugt til alt fra trøjer til tæpper.
Tag dig tid til at stå stille et øjeblik og observere dem – alpakaer har en helt særlig ro over sig, som smitter.
I Madsby Legepark kan du opleve vores brahmahøns – en af de største hønseracer. De er nemme at kende på deres imponerende størrelse og de karakteristiske fjer på benene.
Brahmahøns er rolige af natur, og hvis du sætter dig stille, kan du være heldig at komme helt tæt på. En høne vejer typisk omkring 3–4 kg, og en hane kan komme op på cirka 5–6 kg.
I Madsby Legepark kan I opleve et farverigt fugleliv i vores rummelige volierer – både inde og ude. Her kan I stå stille et øjeblik og følge med i fuglenes spændende adfærd, når de flyver, kalder og undersøger deres omgivelser.
I voliererne finder du flere forskellige arter – blandt andet vores store mørkerøde araer, latterfugl, små finker og mange andre. Nogle af fuglene har et kraftigt næb, så det er vigtigt at holde hænderne for sig selv og nyde oplevelsen med øjnene.
Tag jer god tid, kig efter de små detaljer og mærk roen ved at iagttage fuglene på tæt hold.